At være eller ikke være...

... god nok.

I en stille stund fredag aften fik jeg en form mig ny følelse - en varm følelse længst inde i mit inderste om at jeg var god nok. Ikke noget men, som der plejer at være. Bare denne følelse af, at jeg er god nok, som jeg er. Hvilken pragtfuld følelse.

Det mest forunderlige er, at jeg stadig har denne vidunderlige følelse siddende i kroppen. Normalt plejer jeg ikke at være tilfreds med mig selv, fordi jeg altid synes, der er noget, jeg ikke gør godt nok. Der er stadig masser af ting, som jeg kan gøre bedre, men det ændrer ikke på, at jeg føler, at jeg er god nok, som jeg er.

Hvorfor jeg har fået denne stille accept af mig selv, ved jeg ikke - jeg har ikke den mindste lille anelse om, hvad der er ændret i forhold til før. Egentlig er det for mig heller ikke vigtigt lige nu - det vigtige er følelsen, og jeg nyder den i fulde drag.