Juletiden starter for mig i dag, fordi det er 1. søndag i advent. Jeg "juler" ikke med den vilde julepyntning, bagning osv, men julen betyder meget for mig - julen er for mig at glæde de mennesker, jeg elsker, samt tiden til at mindes de af mine kære, der ikke er her mere.
Her til morgen tændte jeg et smukt stearinlys, som jeg sad og nød synet af, mens jeg mindedes mit livs kære. Det var en glædelig stund, og jeg fik en vidunderlig følelse af fred i sjælen.
Misforstå mig ikke, for jeg savner stadig de af mine kære, der er gået bort, men her i dag er savnet til at leve med - jeg får ikke krampagtige mavesmerter, når jeg tænker på dem, men fyldes af en uendelig stor glæde og taknemmelighed over, at jeg fik lov til at dele noget af livet med dem.
Jeg glædes over, at jeg fik lov til at elske nogle pragtfulde mennesker, der på hver deres måde satte kærlige fodspor i min sjæl. Jeg er en utrolig heldig kvinde, for ikke bare HAR jeg elsket, men jeg elsker stadig nogle dejlige mennesker. De mennesker glæder jeg mig til at give gaver, og i dag vil jeg hygge mig med at skrive en liste over, hvad jeg vil give i julegaver.
Frosten ligger hvidt på græsplænen, og dagen indbyder til indendørs hygge. Derfor vil jeg også bruge noget af dagen på at tulle rundt og rydde op, vaske noget strik samt sætte nye stearinlys i alle mine lysestager. Når mørket sænker sig udenfor, så vil jeg tænde alle stearinlysene, så huset er blødt oplyst, når Miss D kommer i aften.
9 gravelruter i Midtsjælland med GPX-filer
7 måneder siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar